AU

Genfejl og skizofreni

Man har i et stykke vidst, at tre små kromosomfejl giver en øget risiko for at udvikle skizofreni. Særligt en afvigelse på kromosom 22, også kaldet 22q11, udgør den største risikofaktor overhovedet for at blive skizofren, idet omkring 30 procent af dem, der har denne kromosomforandring, får sygdommen. Kromosomfejlen påvirker imidlertid 43 gener, og indtil nu har man ikke vidst, hvilke af de 43 gener, der er årsag til den stærkt øgede risiko for at få skizofreni.

Men nu er det lykkedes forskere fra Biologisk Institut på Københavns Universitet at slukke for hvert gen, et ad gangen, for på den måde kortlægge, hvad der står bag den øgede sygdomsrisiko. Det har de gjort ved at bruge bananfluer som forsøgsmodeller, da bananfluer og mennesker deler omkring 70 procent af de gener, der relaterer sig til sygdomme.

»Vi har slukket for de gener, som er påvirket af 22q11-kromosomfejlen, i hjernen på bananfluerne et ad gangen og undersøgt, hvilke gener der er nødvendige for, at hjernen fungerer normalt og ikke udviser adfærd, der er forbundet med skizofreni. Vi har opdaget, at et af de centrale gener er det såkaldt Lztr1-gen, som vi har omdøbt til “Night owl”. For når der er fejl i det gen, giver det søvnforstyrrelser, som er karakteristiske for folk med skizofreni,« siger professor Kim Rewitz fra Biologisk Institut, der står bag studiet og tilføjer:

»Det tyder på, at hvis man har en 22q11 kromosomfejl, kan det være den manglede funktion i Night owl-genet, der er med til at øge risikoen for at blive skizofren.«

En kendt risikofaktor for at udvikle skizofreni er forstyrrelser i det vigtige signalstof GABA i hjernen, der regulerer søvn. Ved at undersøge Night owl-genet nærmere har forskerne fundet, at dette gen også giver forstyrrelser i GABA-signaleringen og på den måde muligvis øger risikoen for at udvikle sygdomme. Kortlægningen af generne i 22q11-afvigelsen, som eksempelvis Night owl, er et skridt på vejen til at forstå, hvad der konkret går galt i hjernecellerne ved skizofreni.


Resultaterne er netop publiceret i det anerkendte videnskabelige tidsskrift PLOS Genetics. doi.org/10.1371/journal.pgen.1008727