AU

Duften af soltørret vasketøj

Foto: Colourbox

En gruppe forskere fra Kemisk Institut på Københavns Universitet har undersøgt, hvad der giver tøj tørret i solen sin ekstra gode duft. Forskerne fandt et tomt, mørkt kontor i kemi-bygningen og en udendørs, solrig altan, hvor de hængte ufarvede bomuldshåndklæder op, som de forinden vaskede tre gange i hånden i ultrarent vand, som var uden partikler, mikroorganismer eller salte.

Ved at sammenligne de forskellige typer af tørrede håndklæder kunne forskerne se, at de soltørrede håndklæder producerede en række aldehyder og ketoner: Organiske molekyler, som vores næser forbinder med duften af planter eller parfume.

»De håndklæder, som hang i solen, havde klart de højeste koncentrationer af de oxiderede forbindelser, hvilket betyder, at solen har sat gang i nogle fotokemiske processer, som har dannet de forskellige duftstoffer, vi fandt,« forklarer ph.d. Malte Frydenlund, der er en af forskerne bag undersøgelsen.

Eksempelvis udledte de soltørrede håndklæder stofferne pentanal, fundet i kardemomme, octanal, som giver citrus-agtige aromaer og nonanal, som dufter af roser. Forskerne mener, at årsagen skal findes i reaktioner mellem luft og våde overflader.

»Når luftarten Ozon reagerer med stoffer i et vådt håndklæde, dannes der aldehyder og ketoner. Men vi tror også, at det skyldes noget direkte relateret til sollyset. Det kan for eksempel være pigmenter eller farvestoffer i håndklædet, som absorberer sollyset og fører til de kemiske omdannelser,« siger Malte Frydenlund. 

De fundne stoffer og deres duft:

  • Methylfuran = Chokolade
  • 2-Butylfuran = Frugtig, sødme
  • 3-Methylbutanal = Frugtig, ristet
  • Nonansyre = Voksagtig
  • Heptanal = Frugtig, grøn, urteagtig
  • Octanal = Aldehydagtig, grøn
  • 2-Heptanone = Frugtig, nøddeagtig
  • Nonanal = Frisk, blomster, citrus
  • Pentanal = Frugtig
  • Ethyl vinyl ketone = Bitter, peberet
  • 2-Methyl-1-propanol = Æterisk, vinagtig
  • 2-Hexenal = Sødme, mandel, frugtig, grøn, blade
  • Methacrolein = Blomster

Af Michael Skov Jensen, KU