AU

Nordens historiske pandemier i nyt lys

Verden har det seneste år været præget af COVID-19, og myndighederne i mange lande forsøger at bekæmpe pandemien. For at klare truslen fra den nuværende og fremtidige pandemier er det vigtigt at forstå de kræfter, der driver spredning og effekten af virussen, og til det formål er der værdifuld viden at hente i historiske pandemier.

Forskningsprojektet Pathogens, Pandemics and the Development of Nordic Socities har modtaget cirka 11 mio. kr. fra NordForsk, så forskere fra fire nordiske lande kan analysere unikke nordiske data for bedre at forstå den menneskelige oplevelse med smitsomme sygdomme. I spidsen for projektet står professor Lone Simonsen fra RUC, og de centrale partnere er Universitetet i Oslo, Turun Yliopisto (University of Turku), Lunds Universitet og Københavns Universitet.

»Det er en fantastisk mulighed for, at vi sammen og på tværs af forskningsfelter kan studere store pandemier og epidemier på tværs af Norden over tre århundreder og se på samfundsmæssige faktorer, som bestemmer spredning og dødelighed,« siger professor Lone Simonsen.

I det 19. århundrede var smitsomme sygdomme som kopper, kolera, kighoste og mæslinger en del af hverdagen i de nordiske lande, og sygdommene kostede mange mennesker livet. Ved at forstå fortidens pandemier er man bedre klædt på til at reagere optimalt på nutidens og fremtidens pandemier, og målet er, at forskningen vil hjælpe de nordiske lande med at reagere mere effektivt på trusler som den igangværende COVID-19-pandemi.

Forskerne vil undersøge, hvordan faktorer som urbanisering, øget handel og rejser, befolkninger i bevægelse, vacciner og klimaforandringer påvirker dynamikken i epidemiske og pandemiske infektioner. Forskerne bag projektet vil systematisk undersøge historiske sundhedsdata for at forstå mønstre for spredning og sundhedsmæssig indvirkning af sådanne sygdomme gennem de seneste 300 år.

Metoden vil være at drage fordel af den nordiske tradition for journalføring, der har givet store mængder af sundheds- og dødelighedsdata, som endnu ikke er analyseret grundigt. Forskerne vil anvende avancerede matematiske modelleringsteknikker til data, ligesom der vil blive integreret analytiske metoder og indsigter fra historikere, demografer og økonomer.


RUC Kommunikation & Presse