AU

Fra snegleslim til kosmetik og medicin


Videnskabsfolk undersøger nu, hvorfor og hvordan snegleslim har helbredende effekter på fx huden.


Af Kristine Ferning, Maria Abboud, Nina Štrancar, Patricia Manikova og Torben Callesen; Roskilde Universitet.

Det kommer måske som en overraskelse for de fleste, at anvendelsen af snegleslim i kosmetiske produkter ikke er ny; faktisk har mennesker over de seneste to årtusinder udnyttet fordelene af disse snegleudskillelser. De gamle grækere og romere smurte slimen på huden for at helbrede en lang række hudlidelser; for eksempel på inflammationer, brandsår, bylder, eller bare på helt almindelige skader. Faktisk har både Hippokrates og Plinius den Ældre foreslået snegleslim som helbredende middel, og i mange århundreder siden har befolkningsgrupper på landet i Syditalien brugt slimen for at lindre vorter, sår, akne samt hård og tør hud.

I mere moderne tid blev slimens helende funktioner genopdaget i 1960’erne, da den spanske onkolog Rafael Abad Iglesias udsatte en snegleart for den samme ioniserende stråling, som anvendes i kræftbehandling for på den måde at undersøge de strålingsinducerede kromosomale forandringer. Iglesias observerede, at sneglene var i stand til meget hurtigt at hele de sår, der opstod som en bivirkning af strålingen – og faktisk på grund af dette blev snegleslim efter sigende brugt til at behandle patienter, der led af stråleskader på huden (radiodermatitis) efter ulykken på atomkraftværket Tjernobyl i 1986. Mere fredeligt er der også rapporter fra chilenske arbejdere på sneglefarme, der opdrætter og eksporterer snegle til franske køkkener til brug i delikatesseretter, at deres hud er blevet synligt blødere, og at små skader heler hurtigere uden at efterlade ar, når de har været i direkte kontakt med de små slimede bløddyr.

Beretningerne om snegleslimens helende egenskaber har inspireret både kosmetologer og videnskabsfolk til at undersøge helt præcist, hvorfor og hvordan snegleslim udøver sine helbredende effekter på huden, så slimen kan blive benyttet i kosmetiske og medicinske produkter.

Hvis sneglene stresses ved at prikke til dem med en pind, kan vi udvinde deres gule klæbeslim, som formodentlig indeholder de vigtige stoffer, som beskytter sneglene mod skader og infektioner. Foto: Forfatterne

Snegleslimens ingredienser

Der er i den videnskabelige litteratur fremsat adskillige bud på, hvilke kemiske forbindelser slimen er sammensat af, og hvordan det kan forklare slimens kurerende egenskaber. Disse forbindelser inkluderer for eksempel hyaluronsyre, kollagen, elastin, allantoin og glykolsyre, som alle er stoffer, du kan finde i ingredienslisten på bagsiden af et hav af kosmetiske produkter, da de hjælper med at fugte, pleje og hele huden. Litteraturen indeholder imidlertid langt fra en udtømmende beskrivelse af snegleslims kemiske sammensætning.

Ud over forbindelserne nævnt ovenfor er et nyt stof kaldet agglutinin (et kulhydrat-bindende protein) blevet fundet i slimen fra sneglearten Helix pomatia (H. pomatia), som man meget passende har navngivet H. pomatia agglutinin (HPA). HPA er faktisk blevet brugt til at diagnosticere forskellige former for kræft; både kræftceller i tyktarmen og brystkræftceller binder til HPA – generelt de kræftceller, der har en tendens til at danne metastaser, hvilket kan lede til en fremskreden kræftsygdom med en kort prognose.

I flere andre studier er det også blevet observeret, at snegleslim (eller enkelte komponenter af snegleslim) faktisk har antimikrobielle egenskaber mod en række bakterier. Det kan vise sig at være et vigtigt fund set i lyset af nutidens problemer med resistens over for antibiotika, der gør det nødvendigt at finde alternative lægemidler til at neutralisere infektioner.

Hyaluronsyre

Hyaluronsyre er et kæmpe molekyle i snegleslimen. Det består af cirka 600 repetitioner af de to enheder, som ses i figuren. Molekylet kan binde 1000 gange sin egen vægt i vand, og det findes i mange biologiske væv. Det er også grunden til, at hyaluronsyre bruges i hudplejeprodukter.

To slags snegleslim

Snegleslim har altså mange nyttige egenskaber, men der er stadig huller i vores viden om, hvilke stoffer i slimen der aktiverer disse egenskaber. Det er baggrunden for, at vi som bachelorstuderende på Roskilde Universitet i et projekt har udført både kemiske og mikrobiologiske analyser på snegleslimen fra to forskellige sneglearter; H. Pomatia, vinbjergsnegl og Helix aspersa (H. aspersa). Vinbjerg­sneglene blev samlet i haven og H. aspersa fik vi fra en sneglefarm i Roskilde.

Snegle udskiller faktisk to forskellige slags slim: En farveløse vandreslim, der hjælper dyret med at glide og bevæge sig, og en gul og klistrende klæbeslim, der bliver udskilt, når sneglen bliver stresset eller truet. Det er denne klæbeslim, der spiller hovedrollen i vores studie, da klæbeslimen hjælper sneglen med at beskytte sig selv mod skader og infektioner. Derfor har det også været hypotesen i vores arbejde, at det er denne klæbeslim, der må indeholde de stoffer og molekyler, man er særligt interesseret i.

Ved hjælp af både massespektrometri og størrelseskromatografi har vores undersøgelser demonstreret, at komponenterne af snegleslim varierer ikke kun mellem forskellige sneglearter men også mellem forskellige snegleunderarter. Studiet viser for eksempel, at hyaluronsyre kun er til stede i slim fra H. pomatia og ikke i slim fra H. aspersa. Dette er et interessant resultat, da hyaluronsyre er blevet et ekstremt populært stof i den kosmetiske verden. Det er nemlig en glykosaminoglykan – et lidt fancy navn for nogle meget biologisk vigtige og naturligt forekommende molekyler, der spiller en rolle i mange cellulære processer. Hyaluronsyre er i sig selv særligt spændende, da den binder til vand og på den måde holder huden fugtig. Det er også derfor, man kan finde hyaluronsyre i en masse hudplejeprodukter.

Sådan påviste vi hyaluronsyre i sneglefilm

Y-aksen er brydningsindeks, og x-aksen er det antal ml, der er kommet gennem søjlen (elutionvolumen), og kromatogrammerne viser på denne måde separationen af de forskellige komponenter (i form af toppe) efter deres størrelse.

Først tog vi en portion snegleslim fra hver af de to sneglearter H. pomatia og H. aspersa og delte den i to. Vi analyserede derefter prøverne ved hjælp af størrelseskromatografi, hvor en lille del af prøverne af snegleslim blev sprøjtet på toppen af en søjle, der separerer stoffer efter deres størrelse.

De store mole­kyler kommer først ud af søjlen, og de lette til sidst.

Figuren viser i A og C størrelseskromatogrammerne for ubehandlet slim fra de to sneglearter.

B og D viser samme analyse af slim fra de to sneglearter, men hvor slimen har været udsat for enzymet hyaluronidase, som nedbryder hyaluronsyre.

Det fremgår tydeligt, at en af toppene på kromatogrammet for slim fra H. pomatias forsvandt efter behandling med enzymet (sammenlign A og B), hvorimod kromatogrammerne for H. aspersa er ens (C og D). Dette er en tydelig indikation på, at slimen fra H. pomatia indeholder hyaluronsyre, som enzymet kunne nedbryde.

Hæmmer bakterievækst

Vores undersøgelse afslører også, at fraktioner af snegleslimen faktisk har en hæmmende effekt på væksten af to ud af de tre bakteriestammer, vi testede, nemlig en stamme af Staphylococcus aureus (S. aureus) og en stamme af Escherichia coli (E. coli). Det er begge bakteriearter, som er de almindelige syndere bag adskillige infektioner. Når vi dyrkede dem i medium sammen med fraktioner af slim fra H. aspersa, blev celledelingen hæmmet. Ved hjælp af massespektrometri kunne vi fastslå, at disse fraktioner indeholdt store peptider med antimikrobielle egenskaber.

Vores indledende snegleslimsstudie kan danne et godt afsæt for nye studier, hvor slimets kemiske sammensætning kan blive yderligere klarlagt.

Vores observationer i dette projekt bekræfter altså tidligere litteraturrapporter om, at snegleslim kan indeholde hyaluronsyre samt antimikrobielle stoffer. Så det er altså ikke nogen dårlig idé at smøre noget snegleslim i ansigtet! 

Sammenligning af vækstkurver

Graferne viser, hvorledes forskellige fraktioner af snegleslimen hæmmer celledelingen af både S. aureus- og E. coli-bakterier sammenlignet med kontrollen (de røde grafer), som ikke blev behandlet med snegleslimsfraktioner.

Det indikerer, at disse fraktioner indeholder molekyler med antibakterielle egenskaber.

De forskellige fraktioner fik vi ved at separere snegleslimen på to forskellige kromatografisøjler (Superdex og Separose 6), som har forskellige separationsområder. På x-aksen er afbilledet celleinkubationstiden og på y-aksen Optical Density (OD), som giver et mål for bakterieantal.