Den anden del af forskningen har handlet om at identificere de data, som kan hjælpe forskerne med at besvare de stillede spørgsmål. Her kunne forskerne udnytte, at IUCN har lavet en rødliste over flere end 30.000 arter af pattedyr, fugle, reptiler, padder og insekter.

Jonas Geldmann fortæller, at data i IUCN’s rødliste er enormt omfattende og indsamlet af verdens førende eksperter i de forskellige dyr. Men de enkelte datapunkter har ikke særligt høj kvalitet, hvis man vil forstå, hvordan specifikke trusler mod en truet art mere præcist fordeler sig i dens udbredelsesområde.

Det betyder, at forskerne har rigtig meget data om, hvor truede arterne er, og hvad der truer dem, men at der mangler data på, hvor arterne er truet af hvad. En fugl er måske truet af skovfældning, men er den det i både den ene skov og den anden? Eller er den måske mere truet af ulovlig jagt i den anden skov? Det kan man ikke se i de data, som findes i IUCN’s rødliste.

I forskningsarbejdet har Jonas Geldmann med sine kollegaer bearbejdet den enorme mængde data fra IUCN’s rødliste med teknikker fra citizen science for at besvare netop det spørgsmål. Citizen science går i sin enkelthed ud på at få hjælp fra helt almindelige mennesker til for eksempel at kortlægge udbredelsen af en dyreart over tid.

Da helt almindelige mennesker ikke er eksperter, er kvaliteten af de indsamlede data ikke særligt høj, men til gengæld er det muligt at få meget mere data, end forskere selv kan samle. Selve datamængden åbner op for nye muligheder. De metoder, man bruger til at løse denne udfordring, kan overføres på rødlisten, hvilket netop er, hvad Jonas Geldmanns forskningsgruppe har gjort.

Lad os som eksempel på brugen af metoden kigge på leoparden i Afrika. Leoparden er truet af ulovlig jagt, men det er den ikke alle steder. Nogle lande eller områder i Afrika er faktisk gode til at passe på det store kattedyr, mens andre ikke er. Hvis forskerne går ind i data for et bestemt område, for eksempel Serengeti National Park, og vil forsøge at bestemme, om leoparden er truet af jagt, ser de på, hvordan det ser ud for en lang række andre arter.

Det er her, at tilgangen fra citizen science til det store datasæt kommer ind. Er både bøfler, geparder, løver og elefanter truet af ulovlig jagt, er der ret stor sandsynlighed for, at det også gælder leoparden. Hvis de andre arter omvendt ikke er truet, er der nok ikke særlig stor sandsynlighed for, at leoparden er truet af krybskytteri i netop Serengeti National Park.

»På baggrund af data kommer vi med en sandsynlighed for, om de enkelte dyr på IUCN’s rødliste er truet af de forskellige biodiversitetstrusler, som vi har identificeret. Det giver os meget større detaljegrad i data i forhold til trusselsniveauet for den enkelte art det enkelte geografiske sted. Denne detaljegrad gør det lettere at tilrettelægge tiltag for at beskytte arterne,« siger Jonas Geldmann.

Kort afslører hotspots for trusler

Jonas Geldmann forklarer, at sigtet med forskningen ikke nødvendigvis er at kunne sige noget om den enkelte dyrearts trusselsbillede – det gør rødlisten allerede godt – men at kunne sige noget om alle arter samtidigt. Hovedformålet med forskningen har været, at kortlægge de omtalte trusler mod biodiversitet for at identificere, hvor det bedst kan betale sig at prioritere indsatsen, og hvor der er flest trusler.

»Det er vigtigt at vide, hvor stort det overordnede pres på alle arter i et område er for at kunne understøtte en mere evidensbaseret bevarelsesindsats,« siger han.

Forskerne har på baggrund af forskningsarbejdet lavet kort over de fem trusler mod den globale biodiversitet og for de enkelte grupper af dyr. Det vil sige, at de har kort over, hvor for eksempel ulovlig jagt eller klimaforandringer er en trussel mod pattedyr, padder, fugle eller reptiler. Forskerne er også i færd med at lave et lignende forskningsarbejde, hvor fokus ikke er på landdyr, men på dyr i søer og floder. Det forskningsarbejde sker i samarbejde med kollegaer i Canada, som arbejder videre med de metoder, der er udviklet i det omtalte projekt.

Når forskerne samler de mange kort, kan de se, hvor i verden der findes hotspots, hvor der findes mange trusler mod værdifuld biodiversitet. Et af de områder, som falder i øjnene, når man kigger på Jonas Geldmanns kort, er Sydøstasien, hvor der er et højt sammenfald mellem trusler og høj biodiversitet.

»Det er meget tydeligt, at det er et område, hvor der er et stort pres på truede arter, fordi de truede arter ikke bare er under pres fra for eksempel ulovlig jagt, men også er det fra klimaforandringer, skovrydning, forurening osv., og at intensiteten af alle disse trusler er høj,« siger Jonas Geldmann.

Et andet område, som falder i øjnene, er Europa, og det gør vi på baggrund af århundreder med landbrug, hvilket har fortrængt biodiversiteten.

En af de store overraskelser i forskningsarbejdet er, hvor meget selv de indre dele af Amazonas også er påvirket af menneskelige trusler. Når man bruger traditionelle kort til at se, hvor presset på klodens biodiversitet er højt, for eksempel Human Footprint, stikker tre slags områder ud som relativt upåvirkede af alt det, som vi mennesker laver. Det er de arktiske områder, ørkener og så Amazonas.

Selvom man har hørt meget om, at Amazonas bliver fældet i et rasende tempo, fremstår de centrale dele stadig på overfladen som upåvirkede. Årsagen er den, at skoven simpelthen er så stor, at selv om den taber et areal på størrelse med Jylland om året, er den resterende skov stadig væsentlig større end hele Vesteuropa. 

Når man kigger på de kort, som Jonas Geldmann med sine kollegaer har lavet, ser tingene dog meget anderledes ud, og så står det tydeligt frem, at Amazonas ikke har det godt, og at biodiversiteten er under pres, selv i områder, hvor skoven på overfladen virker intakt.

»Vores kort viser en effekt på biodiversiteten, selvom de overordnede skovstrukturer fortsat er bevarede,« siger Jonas Geldmann.

En anden overraskelse vil for mange nok være, at biodiversiteten i Nordamerika, herunder USA, faktisk fortsat er relativt upåvirket af det omkringliggende samfund. Jonas Geldmann forklarer, at årsagen skal findes i, at Nordamerika er et kæmpe område, hvor der fortsat kun bor forholdsvis få mennesker, og hvor intense landskabsændringer i stor skala, for eksempel intensivt landbrug, er meget yngre end i for eksempel Europa og store dele af Asien. Derfor har biodiversiteten det også bedre i USA end i blandt andet Europa.

Forvalter vi naturbeskyttelse korrekt?

Formålet med den indsigt, som kommer med Jonas Geldmanns forskning, er at udruste regeringer og NGO’er med bedre muligheder for at forstå kompleksiteten i naturbeskyttelse.

»Vi linker viden om, hvor truslerne foregår, med hvor truede arterne er, for at sige noget om, hvilken sammenhæng der er mellem trusselsintensiteten og raten af uddøen, og hvilke faktorer der påvirker det. Det handler om, at vi skal få et klarere billede af, hvilke knapper der er vigtige at dreje på for at reducere truslerne og reducere presset på biodiversiteten og de enkelte arter,« siger Jonas Geldmann.

Et af de endelige slutmål for forskningen er at kunne vurdere, om den nuværende indsats for at beskytte biodiversitet er optimal. I dag er mange områder i verden erklærede beskyttede områder for at beskytte biodiversiteten. 
Der er dog to elementer i at vurdere om et område er vigtigt at beskytte, som for ofte vurderes adskilt i stedet for i sammenhæng.

Det ene er, at der i området er høj biodiversitet, som man gerne vil beskytte. Det giver mening, at sådanne naturlige oaser skal have ekstra høj beskyttelse. Ofte er disse områder dog ikke særligt truede, og netop derfor er biodiversiteten høj.

Den anden mulighed er at insistere på, at vi skal beskytte de områder, hvor presset på biodiversiteten er højest. Man kan selvfølgelig også lægge sig midt imellem de to muligheder.

En af Jonas Geldmanns ph.d.-studerende, Katherine Pulido Chadid, har faktisk lavet et forskningsarbejde, som gik ud på at få en indsigt i, hvilken tilgang vi traditionelt har valgt rundt om i verden. Dette forskningsarbejde viste, at beskyttede områder ofte placeres der, hvor truslerne fra os mennesker ikke er særligt store.

»Det har vist sig, at det ikke har været vigtigt i placeringen af beskyttede områder at lægge dem der, hvor truslerne er flest. I stedet har man lagt dem i områder med høj biodiversitet og langt væk fra truslerne. Spørgsmålet er, hvor stor en effekt det egentlig har, og om vi ikke hellere skal tænke i at lave beskyttede områder, der hvor truslerne er flest, når vi laver naturbeskyttelse,« siger Jonas Geldmann. ♦