Det er ikke uden grund, at Tibet kaldes verdens tag. Med en gennemsnitlig højde på 4,500 meter over havet og med verdens to højeste bjergtoppe, Mount Everest og K2, tårner det enorme bjergområde sig højere op end noget andet sted på Jorden.

Men netop Tibets højde har i mange år været genstand for uenig­heder forskere imellem. På den ene side mener nogle, at området har haft nogenlunde samme højde de seneste 20-30 millioner år, mens andre mener, at området er vokset op til to kilometer i højden i perioden.

Ved hjælp af nye analyser af havbunden i det Indiske Ocean og beregninger af bevægelsen af Jordens tektoniske plader, har en forsker fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet nu bidraget med nye svar på gåden. Og de viser, at virkeligheden nok befinder sig et sted midt mellem de to yderpunkter.

»Ved at kigge på ældre data om Tibets opståen og kombinere det med nye geologiske data fra det Indiske Ocean, er vi ret sikre på, at der for omkring 15-18 millioner år siden har været en stor geologisk forandring af Tibet, som har fået området til at vokse et sted mellem 300 og 600 meter i højden,« siger lektor Giampiero Iaffaldano, som er forfatter på studiet.

Forskeren fandt svaret på gåden på havbunden i det indiske Ocean. Her spyttes der løbende lava ud fra Jordens indre, som kan fortælle os om, hvordan Jordens tektoniske plader bevæger sig. Når lavaen størkner, indkodes den nemlig med Jordens magnetisering, som er den vej Nord- og Sydpolerne peger. Denne magnetisering er byttet rundt flere gange i Jordens historie, så Nord er blevet til Syd, og det ved forskerne cirka, hvornår er sket.

Derfor kan forskerne spore de tektoniske plader til bestemte steder og tidspunkter, og det har Giampiero Iaffaldano udnyttet til at beregne hastigheden af Indiens kollision med Kina og derudfra vurderet højdetilvæksten af det tibetanske plateau.

Michael Skov Jensen, KU, Geophysical Journal International, Vol. 225, Iss. 2, PP 1349–1358.