AU

Træbyggeri kan spare CO2

En ny forskningsrapport fra Aalborg Universitet viser, at Danmark kan spare 800.000 ton CO2 i 2030 ved at bygge boliger i træ frem for konventionelt byggeri. Rapporten samler eksisterende viden om træbyggeri og estimerer potentialet for at øge brugen af træ i byggeriet for at fremme den bæredygtige omstilling af byggebranchen.

Som et led i kortlægningen har forskerne udarbejdet økonomiske modeller og livscyklusanalyser for træbyggeri i Danmark. Sammenholdt med viden fra konventionelt byggeri viser beregningerne, at klimaaftrykket fra dansk byggeri kan reduceres væsentligt ved at bygge flere huse i træ.

»Vores beregninger viser, at hvis vi bygger 6310 boliger i 2030 som træbyggeri i stedet for konventionelt tungt byggeri, kan vi om året fremadrettet spare 800.000 ton CO2 i forhold til 2019,« siger Torben Valdbjørn Rasmussen, der er seniorforsker ved Institut for Byggeri, By og Miljø på Aalborg Universitet. Det særlige CO2 -besparende potentiale for byggematerialer af træ skyldes at:

  • Træer optager CO2 under væksten og omdanner det til ilt og kulstof, som bindes i vedet.
  • Det oplagrede kulstof i træ bliver i træet, når det bruges i byggeriet.
  • I byggeri kan træ erstatte andre byggematerialer med en større udledning af CO2 , hvorved det samlede CO2 -aftryk bliver mindre.

Som en del af videns­indsamlingen til rapporten har forskerne bag blandt andet gennemført en spørgeskemaundersøgelse, tre dialogmøder og fem interviews med nøglepersoner i byggebranchen. Den kvalitative undersøgelse viser, at der i byggebranchen er barrierer, der skal overvindes for at udbrede træ som byggemateriale.

»Brand, lyd og udførelse var blandt de barrierer, vi blev gjort opmærksomme på i vores dialog med interessenterne fra branchen. Vi vurderer dog, at disse barrierer kan overvindes med forskellige tiltag, for eksempel ved at myndighederne gennemfører transparente fyrtårnsbyggerier i træ, hvor erfaringer om såvel økonomi, praktik, design og udførelse deles med byggebranchen,« siger Torben Valdbjørn Rasmussen. 


Af Lise Jacobsen, BUILD, AAU. Link til Rapporten: sbi.dk/pages/anvendelse-af-trae-i-byggeriet.aspx .