AU

Græsprotein: klimavenligt alternativ til soja

Globalt har landbruget et presserende behov for at reducere dets klima- og miljøpåvirkning. Der er flere veje mod det mål, men en af vejene er at fokusere på produktion af bæredygtige proteinkilder. I Europa og Danmark er der fokus på at øge egenproduktion af proteiner både af hensyn til forsyningssikkerheden, men også for at mindske sojaimporten fra især Sydamerika, hvor der sker omfattende skovrydning og anvendelse af problematiske kemikalier. Her er protein fra græs et attraktivt alternativ.

Grønne blade fra græs indeholder protein, der ved bioraffinering kan udvindes og anvendes i dyrefoder og menneskeføde. På Aalborg Universitet arbejder forskere på at udvikle metoder til at effektivisere grøn bioraffinering, der kan blive en vigtig løsning i fremtidens foder- og fødevareproduktion, hvor branchen og forbrugerne i stigende grad efterspørger bæredygtig, klimavenlig og plantebaseret mad.

Græsprotein – og generelt protein udvundet fra grønne blade – har nemlig en gunstig aminosyresammensætning med indhold af de essentielle aminosyrer på niveau med soja, som er blandt de bedste plantekilder, der findes. Bladproteiner har derfor en ernæringsprofil, der er mere optimal end andre plantekilder, for eksempel ærter, hamp og korn, og kan derfor blive en ny kilde til human ernæring.

Fotosyntetiske, aktive grønne blade indeholder rigelige mængder proteiner, hvoraf en stor del udgøres af RuBisCO, det vigtigste enzym involveret i fotosyntesen. Proteiner kan – udover at være essentielle næringsstoffer – også give funktionelle egenskaber i fødevarer som emulgering, gelering, stabilisering, fortykning og konservering. Græsprotein har ikke blot potentialet til at reducere klimabelastningen. Den danske industri for grøn bioraffinering har et stort eksportpotentiale. Det kræver dog, at der udvikles processer, der selektivt kan udvinde græsprotein, der egner sig til fødevarer og ikke kun til foder.

»Hidtil har sojaproteiner været den ”gyldne standard” i fødevareindustrien, og derfor er der et endnu uopfyldt behov for at forstå de forskellige funktionelle egenskaber af proteinerne fra græs for at kunne producere nye, bedre og mere klimavenlige fødevarer. Det er blandt andet det, vi forsker i på Aalborg Universitet,« siger lektor Mette Lübeck fra Institut for Kemi og Biovidenskab på Aalborg Universitet. ♦


Af Sanne Holm Nielsen, Aalborg Universitet.