AU

Alger overrasker forskerne

To af de mere almindelige algearter, Teleaulax amphioxeia og Plagioselmis prolonga, på dansk kaldet rekylalger, er i virkeligheden en og samme art, der basalt set forandrer mængden af deres DNA afhængigt af ressourcer og årstid. Det viser et nyligt studie af forskere ved Aarhus Universitet og Københavns Universitet, som er publiceret i Science Advances. Typisk formerer alger sig aseksuelt gennem celledeling. Og det var faktisk lidt af et tilfælde, at forskerne nu har opdaget, at visse arter af encellede alger kan variere deres DNA-mængde alt afhængig af deres vækstbetingelser og det miljø, de befinder sig i.

Ph.d-studerende Lumi Haraguchi fra Aarhus Universitet havde glemt en alge-kultur i laboratoriet. Stor var hendes overraskelse, da hun senere genfandt prøven og af ren nysgerrighed studerede de alger, der var vokset frem. For algerne havde tilsyneladende skiftet art. Hun indgik et samarbejde med forskergrupper på Naturhistorisk Museum og Biologisk Institut, Københavns Universitet, og sammen kunne de påvise, at de to tilsyneladende forskellige arter faktisk var en og samme art, men, at de morfologisk optræder i to meget forskellige former.

Dét, Lumi havde fundet, var alger af samme art, som befandt sig på forskellige stadier i deres livscyklus. Den ene form havde et enkelt sæt kromosomer – og var såkaldt haploid, som man kender det fra højere organismers æg og spermier, til at være en organisme med to sæt kromosomer, i fagsprog at være diploid, som hos dyr og planter.

Forskerne fortsatte deres analyser i Roskilde Fjord og kunne påvise, at algerne skiftede mellem de to former, når der henholdsvis var mangel på, og rigelige, ressourcer. Studiet har afdækket, at enkeltcellede alger kan have en langt mere kompleks livscyklus end tidligere antaget. ♦


Af Rasmus Rørbæk, AU. Sci. Adv., Vol. 6, no. 37, eabb161.