AU

Satellit på dåse

Den 6. maj i år blev vinderne af den danske CanSat-konkurrence kåret – og det blev fire elever fra Syddjurs Gymnasium, der løb med sejren, og de skal nu dyste i den internationale CanSat-konkurrence den 20.-25. juni 2022 i Bologna, Italien.

CanSat-konkurrencen er primært henvendt til gymnasieelever og går ud på at bygge en satellit, der kan være i en almindelige sodavandsdåse på 33 cl og som ikke vejer mere end 350 gram. I år var en bunden opgave, at satellitten skal kunne måle lufttemperatur og tryk og sende disse målinger retur til jordstationen mindst én gang i sekundet. Eleverne kunne så selv vælge en sekundær mission.

Her havde vinderholdet, som består af Malou Kirstine Bauer, Cecilie Kjær, August Ditlev Buus Jensen og Lyra Hoeks Haugum, valgt at måle CO2.
Selve konkurrencen foregik ved, at en drone skulle sende dåse-satellitten op i luften og frigive den, så den kunne dale ned med en faldskærm og samtidig udføre dens målinger. Det foregik dog ikke gnidningsløst, fortæller Malou Kirstine Bauer.

»Da vores satellit skulle sendes op, gik dronen i stykker, så satellitten styrtede til jorden og selve dåsen gik i stykker, så vi måtte lave en ny«.

Men trods uheldet viste satellitten sig så holdbar, at sejren kom i hus.

»Siden den nationale konkurrence har vi lavet småændringer såsom at programmere og tilslutte en GPS samt sætte en ny antenne på satellitten, så vi er helt klar til afrejse den 20. juni,« siger Malou Kirstine Bauer.

Den danske CanSat-konkurrence arrangeres af AAU Space Center, Astra og Naturvidenskabernes Hus, mens ESA står for den internationale konkurrence. Konkurrencen har været afholdt siden 2010. Det er i øvrigt fjerde gang, at elever fra Syddjurs Gymnasium vinder den danske konkurrence.


CRK, esero.dk/missioner/cansat/