AU

En gigant blandt kæmper

Astrofysikere har for nylig opdaget den hidtil største radiogalakse, videnskaben endnu har set. En radiogalakse er en galakse, der inkluderer gigantiske områder med radioemission, der strækker sig langt ud over galaksens synlige struktur. Forskere har indtil nu observeret omkring 1000 radiogalakser i Universet. Med sine 5 megaparsec – cirka 16 millioner lysår – på tværs, er den nyopdagede radiogalakse en kæmpe selv i radiogalaksernes verden. Den er til sammenligning cirka 100 gange bredere end Mælkevejen.

Martijn Oei fra universitetet i Leiden og kolleger opdagede den gigantiske struktur, som har fået navnet Alcyoneus efter en kæmpe fra den græske mytologi, ved at analysere billeder fra en serie radioteleskoper. Bortset fra størrelsen, er egenskaberne af Alcyneus – såsom massen af dens stjerner og det centrale sorte hul – tilsvarende, hvad man har observeret i andre store radiogalakser.

Men de foreløbige analyser tyder på, at Alcyneus kan befinde sig i et miljø med mindre massetæthed end de fleste af dens artsfæller. Ifølge forskerne kan et sådant miljø have begunstiget strukturens ekstraordinære vækst. Forskerne håber, at opdagelsen af denne kæmpe kan hjælpe forskerne med bedre at forstå radiogalakser, idet mekanismerne bag deres dannelse stadig er stort set ukendte.


CRK, Kilde: Nature/ Astron. Astrophys