Før corona-pandemien lammede flytrafikken, stod Det Europæiske Miljøagentur bag en prognose, som viste, at fra 2017-2040 vil den europæiske luftfartssektor vokse med 42 procent, mens CO2-udledningerne vil stige 21 procent. Derfor arbejder forskere overalt i verden på højtryk for hurtigst muligt at udvikle bæredygtige flybrændstoffer, så passagerer kan nyde den hurtige tur verden rundt uden sort samvittighed.

»Vi kommer aldrig til at flytte mennesker uden at udlede CO₂, men vi ønsker alle at få mest muligt brændstof til mindst mulig klimabelastning. Vi ved endnu ikke hvilken metode, der er mest miljømæssig og økonomisk bæredygtig, derfor er vi nødt til at prøve os frem,« siger professor Morten Birkved fra Institut for Grøn Teknologi, Syddansk Universitet.

Sammen med nogle af de tungeste spillere på den europæiske scene indenfor forskning og udvikling af bæredygtig energi er Morten Birkved med i projektet Take-Off, som udmærker sig ved, at flyene ikke behøver at få udskiftet sine motorer for at flyve grønt.

»Folk forestiller sig, at flyene skal have solfangere på ryggen for at flyve klimaneutralt. Men nej, det er den samme Boeing 737, som flyver os til Paris, som vi også i fremtiden vil sætte os ind i. Det er præcis samme motor, det er kun brændstoffet, vi ændrer fra fossil jetfuel til bæredygtigt jetfuel,« påpeger Morten Birkved.

I projektet Take-Off vil forskerne skabe bæredygtigt flybrændstof ud af brint og CO2. CO2’en skal høstes fra skorstene på for eksempel affaldsforbrændinger, mens brinten skal produceres via elektrolyse ved hjælp af vindmølleenergi. En ny type katalysatorer, som forskningsinstituttet TNO i Holland har patent på, skal effektivt omdanne CO2 og brint til brændstoffer.

»Hvis det lykkes at producere flybrændstoffer ved hjælp af denne metode, vurderer jeg, at det meget vel kan vise sig at være den både mest bæredygtige, men også billigste metode, fordi den ikke kræver nye fly eller motorer. Det kræver blot, at vi får de særlige katalysatorer op at køre,« forklarer Morten Birkved.

Af Ida Eriksen, KU. PNAS. doi.org/10.1073/pnas.2021442118