AU

James Webb opdager masser af små asteroider

For at der ikke skulle være nok at bekymre sig om i denne tid, hvor trusler om handelskrige og ”fjendtlig” overtagelse af Grønland fyger gennem luften, har der også i pressen været et pip om, at asteroiden 2024 YR4 muligvis vil kollidere med Jorden i år 2032. Godt nok er sandsynligheden ikke stor – den er vurderet til mellem 1 og 2 % – men da asteroiden er mellem 40 og 90 meter i diameter, vil en kollision med Jorden kunne forårsage ødelæggelser, der – i hvert fald lokalt – kan overgå selv de højeste toldsatser.

Nyheden har igen sat fokus på det faktum, at mens det er relativt nemt at opdage og monitorere store objekter, dvs. dem, der er mindst en kilometer i diameter, så er det en anden sag med små asteroider ned til godt 10 meter i diameter. Og da sådanne små asteroider potentielt langt hyppigere vil komme på kollisionskurs med Jorden, vil man selvfølgelig også meget gerne kunne overvåge dem.

Nu viser ny forskning, at James Webb-Rumteleskopet formentlig vil kunne hjælpe os med netop det. Et internationalt forskerhold beretter således i tidsskriftet Nature, hvordan de ved hjælp af observationer med James Webb-teleskopet har opdaget 138 små og hidtil ukendte asteroider i det såkaldte asteroidebælte i Solsystemet. Disse 138 asteroider er så små, at de ikke kan opdages med traditionelle teknikker. Forskerne mener, at James Webb-teleskopet derfor kan blive en vigtig del af vores fremtidige beredskab mod truslen fra potentielt farlige asteroider som 2024 YR4.

CRK, Kilde: Nature vol. 638, pages 74-78 (2025)