AU

Mælkevejens endeligt til debat

Siden 1912 har forskere vidst, at Andromeda­galaksen – som befinder sig cirka 2,5 millioner lysår fra Jorden – bevæger sig i retning af os. Mælkevejen og Andromedagalaksen er to store og dominerende spiralgalakser i en større gruppe galakser kaldet lokalhoben.

Med adgangen til præcise observationer fra rumbaserede teleskoper har forskere i nyere tid kunne sætte mere præcise tal på Andromeda-galaksens bevægelse. Og det har vist, at galaksen faktisk er på kurs direkte mod Mælkevejen med en fart af cirka 110 kilometer i sekundet. Med andre ord vil det føre til, at de to galakser om nogle milliarder år vil kollidere og – over endnu et par milliarder år – smelte sammen til én stor elliptisk og strukturløs galakse.

Et studie fra 2008 konkluderede, at en sådan sammensmeltning af de to galakser uvægerligt vil ske indenfor en tidshorisont på 5 milliarder år. Ifølge dette studium vil Solen og Jorden i processen i en periode blive grebet af Andromeda-galaksen tyngdekraft og derfor ende i en fjern udkant af den resulterende, sammensmeltede galakse.

Det lyder jo som en krank skæbne for vores smukke Mælkevej. Men det skal dog siges, at der er en del usikkerhed forbundet med sådanne beregninger. Og nu citerer tidsskriftet Science et nyt studium publiceret på preprint-serveren arXiv, som når frem til, at et sammenstød mellem Andromedagalaksen og Mælkevejen slet ikke er en given sag.

I det nye studie har Till Sawala fra Helsinkis Universitet og kolleger lavet nye simuleringer af galaksernes bevægelser over de næste 10 milliarder år. I simuleringerne har de brugt de nyeste og mest præcise observationer fra GAIA- og Hubble-rumteleskoperne sammen med de nyeste estimater af masserne for de fire største galakser i lokalhoben, som udover Mælkevejen og Andromedagalaksen er Den store Magellanske Sky og Trekantgalaksen (også kaldet M33).

Forskernes simuleringer viser, at de to andre nabogalakser har stor betydning for den bane Andromedagalaksen og Mælkevejen vil følge. Og det betyder, at usikkerhederne på de nuværende positioner, bevægelser og masser for det fulde system af alle fire galakser, levner plads til dramatisk forskellige udkomme af simuleringerne. Samlet bringer det sandsynligheden for et sammenstød mellem Andromedagalaksen og Mælkevejen indenfor de næste 10 milliarder år ned i nærheden af 50 %.


CRK, doi.org/10.1126/science.zxmwk4m / arXiv:2408.00064