Stoffet taxol er et af de mest udbredte lægemidler mod en række kræftformer som brystkræft og lungekræft. Fremstillingen af taxol til brug for kemoterapi er dog en kompliceret kemisk proces, der både er meget dyr og miljøbelastende. Taxol kommer oprindeligt fra det vestamerikanske takstræ, og i 30 år har forskere prøvet at forstå, hvordan stoffet dannes i naturen, fordi denne viden vil kunne bruges til at fremstille stoffet bioteknologisk.
Nu er det lykkedes professor Sotirios Kampranis og kolleger ved Institut for Plante- og Miljøvidenskab på Københavns Universitet at identificere de manglende brikker: De har identificeret de enzymer, der står for de sidste to afgørende trin i den biologiske syntese af taxol. Opdagelsen er publiceret i tidsskriftet Nature Synthesis.
Med fundet af disse enzymer har forskerne nu den fulde forståelse af, hvordan stoffet dannes. Og det har de udnyttet til at udvikle en bioteknologisk metode, som fremstiller taxol i gærceller. Forskerne har klonet de gener fra takstræet, som koder for dannelsen af taxol, og sat dem ind i gærcellerne. På den måde bliver gærcellerne små cellefabrikker, der er udstyret med opskriften til at producere taxol.
Taxol koster i dag over 130.000 kroner per kilo og er et af de dyreste aktive lægemiddelstoffer, der findes. Forskerne vurderer, at de ved at forfine deres metode på længere sigt vil kunne reducere omkostningerne til det halve af i dag. Samtidig er den nye fremstillingsmetode betydeligt mindre miljøbelastende, da der ikke er brug for skadelige kemikalier og opløsningsmidler, som er almindelige i kemisk fremstilling af stoffet.
Forskerholdet fra Københavns Universitet har søgt patent på metoden og er i gang med at etablere en spinout-virksomhed, der skal producere biosyntetisk taxol.
CRK. Kilde: science.ku.dk. Nat. Synth (2025). doi.org/10.1038/s44160-025-00800-z