AU

Stor satsning på droner til naturbevarelse

Et stort anlagt forskningsnetværk WildDrone skal revolutionere måden, vi bedriver naturbevarelse. Netværket, som Syddansk Universitet står i spidsen for, har 19 partnere, heriblandt en række europæiske og afrikanske universiteter, adskillige forsknings-institutioner, naturreservater, interessereorganisationer, private virksomheder og store globale aktører som BBC. Selve forskningen kommer til at foregå både i Europa og Afrika. Forskeren, der skal koordinere det hele, er professor Ulrik Pagh Schultz Lundquist fra dronecenteret på Syddansk Universitet i Odense.

» Kort sagt går WildDrone ud på at samle tre forskellige fagområder: biologi, droneteknologi og computervision. Målet er at udvikle droneteknologien, så den kan blive mere nyttig inden for naturbevarelse,« siger Ulrik Pagh Schultz Lundquist.

Allerede nu bruger man i stor stil droner ude i naturen, blandt andet til at indsamle information om truede dyrearter. Men det er et relativt arbejdskrævende manuelt værktøj, som kræver en dronepilot, der kan styre dronen, og efterfølgende nogen, der kan nærstuderede alle optagelserne. I WildDrone vil forskerne automatisere processen, så dronerne flyver af sig selv, og informationerne bliver behandlet helt automatisk. Dermed vil man kunne indsamle helt ny viden om dyreliv, man ellers ikke ville kunne få adgang til.

» Vi forventer, at vi kan indsamle en større mængde data, end man kan nu, og vi forventer også at få data på et højere niveau, fordi vi kan behandle det automatisk,« siger Ulrik Pagh Schultz Lundquist.

Netværket skal gennemføre en række konkrete forskningsprojekter. For eksempel skal dronerne overvåge løver i Kenya med henblik på at undgå konflikter med kvægbesætninger. De skal også observere marsvin, sæler og fugle i Vadehavet og undersøge storkes migrationsruter mellem Nordeuropa og Afrika. På trods af de ambitiøse mål for WildDrone, skal vi dog ikke regne med, at der ligger et færdigt droneprodukt til naturbevarelse, når det er færdigt om 4 år.

»Det er grundforskning, det her, men hvis bare halvdelen af vores mål lykkes, har vi opnået rigtig meget, i forhold til hvad man kan bruge droner til ude i naturen, og vi bliver under alle omstændigheder klogere,« siger Ulrik Pagh Schultz Lundquist.
Netværket har modtaget 3,68 millioner euro – eller knap 28 millioner danske kroner – i støtte fra EU, den britiske forskningsfond UK Research and Innovation (UKRI) og det schweiziske sekretariat for uddannelse og forskning (SERI).


Sebastian Wittrock, SDU Tek