AU

Fjernstyret teleskop i undervisningen

På en bjergtop i Australien står et 60 cm spejlteleskop med digitalt kamera, som kan fjernstyres her fra Danmark. Det er forskere fra Stellar Astro­physics Center ved Aarhus Universitet, som har opstillet teleskopet med det formål at kunne stille det til rådighed for gymnasieklasser i undervisningen i Astronomi C og Fysik C, B og A.

Det Fjernstyrede UndervisningsTeleskop (FUT), som det kaldes, er finansieret af Novo Nordisk Fonden, og det befinder sig mere præcist på Mt. Kent observatoriet tæt ved byen Toowoomba i det sydlige Queensland, Australien.

Med teleskopet vil hold af gymnasieelever i den almindelige undervisningstid i Danmark kunne foretage egne astronomiske observationer af nattehimlen set fra Australien. Adgang til teleskopet er gratis, og man kan få adgang ved at oprette en brugerkonto via den tilhørende hjemmeside fut.phys.au.dk Her kan man følge med i teleskopets aktuelle observationer mens de foretages, prøve observationsprojekter med allerede optagede billeder, og meget snart selv søge om egen observationstid.


CRK