3,9 mio. mister hvert år livet på verdensplan på grund af for- højet kolesterol. Men fra 1980 og frem til i dag har fordelingen af dødsfaldene ændret sig. Det konkluderer en artikel i tidsskriftet Nature fra 4. juni på baggrund af blodprøver fra 102,6 millioner mennesker i 200 lande over en periode på 38 år. I Danmark og resten af vesten er befolkningens kolesteroltal faldet. Til gengæld er der sket en dramatisk stigning i nogle mellem- og lavindkomstlande.
Vi får primært kolesterol fra kosten. Stoffet – et lipid – er en vigtig byggesten for kroppens celler, men overskud af “dårlig” kolesterol ophobes i blodårerne og medvirker til hjertekarsygdomme. Kolesterol kan nemlig deles i to fraktioner: ikke-HDL-kolesterol (der blandt andet indbefatter LDL, low-density-lipoprotein), som er den dårlige kolesterol, der helst skal være så lav som mulig og HDL (High-density lipoprotein), der omvendt beskytter mod eksempelvis hjerteanfald og slagtilfælde.
Det gennemsnitlige fald i dårlig kolesterol i vesten skyldes blandt andet mindre mættet fedt og mere umættet fedt i vores kost, men også at folk effektivt medicineres mod forhøjet kolesteroltal. Selvom danskernes kolesteroltal er faldet, kan det dog stadig forbedres, for eksempel gennem sundhedskampagner og opsporing af risikogrupper.
Studiet viser også, at den største stigning i kolesteroltal er sket i Asien og Stillehavsområdet. Det skyldes sandsynligvis ligeledes ændrede kostvaner. Problemets omfang forstørres desuden af, at behandling med kolesterolsænkende medicin ikke er udbredt i disse lande.
Studiet understreger dermed vigtigheden af politiske initiativer, der sænker indholdet af mættet fedt i kosten. Studiet blev ledet af Imperial College London. I Danmark har forskere fra Syddansk Universitet, Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed, Rigshospitalet, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, Steno Diabetes Center, Københavns Universitet og Københavns Professionshøjskole bidraget til NCD Risk Factor Collaboration, som datasamlingen hedder.
Af Docent Anna Bugge, Københavns Professionshøjskole, doi.org/10.1038/s41586-020-2338-1.