AU

Fra skorpiongift til hjertemedicin

Giften fra den brasilianske gule skorpion (Tityus serrulatus) indeholder komponenter, der potentielt kan bruges som hjertemedicin. Foto: José Roberto Peruca/CC BY 2.0

Slanger, edderkopper og skorpioner kan være ekstremt giftige, og man skal absolut ikke ønske sig at blive bidt af dem. Men hvis man isolerer de enkelte bestanddele af sådanne ekstreme gifte, viser det sig, at specifikke molekyler fra disse gifte faktisk kan have direkte gavnlig effekt.

Det gælder for eksempel det lille peptid KPP, som er en del af giften fra den brasilianske gule skorpion (Tityus serrulatus), der anses for at være en af de farligste skorpioner i Sydamerika. 

Forskere har tidligere vist, at KPP kan få rotters blodårer til at udvide sig og deres blodtryk til at falde. Hvordan det helt præcist foregår, har imidlertid været usikkert indtil nu.

Et nyt studie med deltagelse af blandt andet professor Frank Kjeldsen og videnskabelig assistent Vladimir Gorskov fra Institut for Biokemi og Molekylær Biologi på SDU kan nu afsløre dette. Hovedforfatter til studiet er lektor Thiago-Verano-Braga, tidligere SDU, nu Universidade Federal de Minas Gerais, Brasilien.

For at løse mysteriet lavede forskerne forsøg på hjertemuskel-celler fra mus. Cellerne blev lagt i en petriskål med KPP, og ved hjælp af massespektrometri holdt forskerne øje med, hvilke proteiner i cellerne, der blev aktiveret af KPP, og hvad det førte til. Det viste sig, at de proteiner, der blev aktiveret, spiller en rolle i celledød, energiproduktion, muskelsammentrækning og proteinomsætning. Men vigtigst i denne sammenhæng er, at PKK aktiverer cellulære systemer, der leder til produktion af nitrogenoxid – et stof, der er kendt for at sænke blodtrykket ved at afslappe musklerne omkring blodkarrene.

Studiet viser også, at KPP har potentiale til at indgå i fremtidig medicin mod en række hjerteproblemer. Forskerne oplyser, at det vil det være meget nemt og billigt at lave stoffet i laboratoriet, så det ikke møjsommeligt skal udvindes fra skorpioner.


Af Birgitte Svennevig, SDU. Kilde:  J. Proteome Res. 2020, 19, 8, 3467–3477.