Molybdæn og fortidens giftige oceaner
For 750 år siden var store områder i oceanerne ubeboelige for dyreliv, fordi vandet indeholdt store mængder giftig svovlbrinte.
21.11.2011 |
Sådan fortolker en dansk amerikansk forskergruppe resultaterne af deres undersøgelser af den isotopiske sammensætning af sporstoffet molybdæn i sedimentære bjergarter fra Grand Canyon i USA. De ugunstige kemiske forhold i datidens oceaner kan have fungeret som en evolutionær barriere for udviklingen af dyr på den tidlige jord.
Det er Tais W. Dahl fra Syddansk Universitet, som står bag undersøgelsen i samarbejde med kolleger fra Nordic Center of Earth Evolution i Danmark (NordCEE), der tæller forskere fra Syddansk Universitet, Københavns Universitet og Statens Naturhistoriske Museum, samt forskere fra Arizona State University og Harvard University.
Forskerne har brugt en ny metode til at bestemme iltindholdet og tilstedeværelsen af svovlbrinte i verdenshavene på baggrund af molybdænkredsløbet. I nutiden er molybdæn relativt almindeligt i havvand, fordi det er opløseligt i vand, når der er ilt til stede, og derfor kan det akkumuleres i det moderne iltholdige hav. Omvendt bliver molybdæn uopløseligt i iltfattigt vand, hvor der er svovlbrinte til stede. Derfor bundfældes det og kommer derfor til at indgå i bjergarter, der er dannet ud fra sedimenter, som er aflejret på havbunden.
De nye undersøgelser af de 750 millioner år gamle sedimentære bjergarter fra Grand Canyon viser, at havene dengang indeholdt mindre molybdæn end i dag, og det tager forskerne som bevis for, at svovlbrinteholdigt vand strakte sig over meget større områder end i dag. Modelberegninger af havets molybdænkredsløb tyder på, at 10-50 % af de lavvandede have var dækket af svovlbrinteholdigt vand. Det er 20-80 gange mere end nutidens have, hvor man kun finder svovlbrinte i afgrænsede havområder som f.eks. den dybeste del af Sortehavet og Østersøen.
Resultaterne er i overensstemmelse med en hypotese fremsat af Donald Canfield fra (NordCEE) i 1998 om at svovlbrinte var udbredt i verdenshavene i perioden for 1900-750 mio. år siden. De store områder af giftig havbund gjorde havene ubeboelige for dyr, og de vidtstrakte iltfattige og giftige oceaner ses nu som baggrunden for den sene forekomst af dyreliv på Jorden.
CRK, Kilder: Pressemeddelelse fra Syddansk Universitet samt Earth and Planetary Science Letters, Vol. 311, P. 264-274.