
Variationen i mangfoldigheden af fossiler i de geologiske lag giver et realistisk billede af, hvordan biodiversiteten har varieret gennem tiden, viser ny forskning. Foto: Shanan Peters.
Den variation, man kan observere i biodiversiteten gennem den geologiske historie, kan istedet repræsentere en systematisk indsamlings-usikkerhed
02.02.2012 |
Det har længe været kendt, at mangfoldigheden af dyrelivet i havet gennem geologisk tid, repræsenteret af fossiler i de geologiske lag, varierer med udbredelsen af sedimentære bjergarter fra et givent tidspunkt i Jordens historie.
Altså – jo større område man har at lede efter fossiler på, jo flere forskellige fossiler finder man. Det betyder, at den variation, man kan observere i biodiversiteten gennem den geologiske historie, i princippet kan repræsentere en systematisk indsamlings-usikkerhed fremfor at afspejle virkelighedens biodiversitet.
Men faktisk er den historie fossilerne fortæller om variationen i biodiversiteten gennem tiden ikke så langt fra virkeligheden, mener Bjarte Hannisdal fra Bergens Universitet. Han har sammen med Shanan Peters fra University of Wisconsin analyseret data om fossiler fra palæontologiske databaser sammenholdt med data om fortidens miljø og fordelingen af bjergarter.
Disse data indeholder information om fortidens klima, kontinenternes bevægelser, havniveauet og ændringer i de biogeokemiske kredsløb – specielt hvad angår ilt, kulstof og svovl – der er uafhængige af udbredelsen af de sedimentære bjergarter.
Forskernes analyse viser, at biodiversiteten varierer i takt med disse fysiske og miljømæssige faktorer. Så det er altså i de indbyrdes sammenhænge mellem de biogeokemiske cyklusser, havniveauet og kontinenternes vandring på Jordens overflade, man skal finde de styrende principper for oceanernes mangfoldighed af liv som det kommer til udtryk i de fossile fund. Ikke i indsamlings-usikkerheder og udbredelsen af sedimentære bjergarter.
CRK, Kilde: Science Vol. 334 pp. 1121-1124