I det nye blad nr. 5-2011 kan man læse om ny forskning, der har rekonstrueret havniveau-ændringer de sidste 1000 år ud på baggrund af analyser af fra strandlinjer på Læsø.
14.11.2011 |
På baggrund af denne kurve fra Læsø forudsiger en af forskerne bag undersøgelsen, at havniveauet frem mod år 2100 kun vil stige i størrelsesordenen 30 cm.
Kort tid før denne “Læsø-kurve” blev offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Boreas, var et andet studium om fremtidens havstigning publiceret i det videnskabelige tidsskrift Global and Planetary Change. Og dette studium viser et noget andet billede. Bag studiet står Aslak Grinsted fra Niels Bohr Instituttet, som sammen med kolleger fra England og Kina har udviklet en model, baseret på, hvad der sker med udledningerne af drivhusgasser og aerosoler og forureningen af atmosfæren. Med denne klimamodel, som er blevet “baglæns” tilpasset med de faktiske målinger, har forskerne beregnet langtidsudsigterne for havstigningen 500 år frem i tiden.
Forskerne har udført beregninger for fire scenarier, hvor det mest pessimistiske – hvor udledningerne af drivhusgasser fortsætter med at stige – vil give en havstigning på 1,1 meter i år 2100, og i år 2500 vil havet været steget med 5,5 meter.
Selv i det mest optimistiske scenarium vil havet være steget med 60 cm i år 2100, og med 1,8 meter i år 2500. Og dette er under forudsætning af, at det internationale samfund står sammen om at vedtage dramatiske klimamål og der gøres store teknologiske fremskridt.
De to aktuelle artikler med dansk islæt demonstrerer med al tydelighed, at forudsigelser af udviklingen af komplekse fænomener er helt afhængige af, hvilke forudsætninger man lægger til grund. Og der kan være forskellige videnskabelige tilgange til at analysere disse forudsætninger ligesom nye metoder og mere nøjagtige observationer løbende forbedrer datagrundlaget. Derfor bør man heller ikke se de forskellige syn på havstigningen som et problem, men nærmere som et grundvilkår for sund og sandhedssøgende videnskab.
CRK, Kilder: Artiklen i Global and Planetary Change : doi:10.1016/j.gloplacha.2011.09.006. Samt artiklen af Jens Morten Hansen side 14 i AN nr. 5-2011: Hvor meget stiger havet.