I en nylig afhandling i Nature har et internationalt team af forskere beskrevet det komplette genom af bakterien Yersinia pestis, som er udvundet fra ofre for pestepidemien, der hærgede Europa i 1347-1351 – også kaldet Den Sorte Død.

13.12.2011 | CRK

Det er et stort fremskridt for den historiske epidemiologi, der søger at afsløre, præcis hvilke mikrober, der har forårsaget alvorlige epidemier i historisk tid, og hvordan disse mikrober har udviklet sig.

Mens analyser af fossilt DNA de senere år har gået sin sejrsgang med beskrivelser af genomer af bl.a. neandertaleren, har det vist sig som en særlig stor teknologisk udfordring at udvinde bakterie- og virus-DNA fra flere hundrede år gamle prøver. Men den teknologiske udvikling af teknikker til at oprense og sekventere DNA er dog nu nået til et stade, som satte det tysk-amerikanske forskerhold i stand til at undersøge DNA, som er udvundet fra tænder og knogler, der med sikkerhed stammer fra pestrelaterede dødsfald i London i 1348-1350.

Pestbakterien Yersinia pestis er en forholdsvis nyudviklet efterkommer af bakterien Yersinia pseudo­tuberculosis, som lever i jorden. I denne bakteries evolution har den tilegnet sig to ekstra småstykker DNA, som har givet bakterien en specialiseret evne til at inficere pattedyr. Den Sorte Død var en epidemi af hidtil uset omfang, idet det er anslået, at mellem 30 og 50 % af Europas befolkning blev udryddet af i løbet af ganske få år.

Forskernes analyse af DNA’et fra den Y. pestis, der hærgede under Den Sorte Død, viser at denne bakterie er forfader til de fleste nulevende stammer af denne bakterie, og at den slægtskabs­mæssigt befinder sig meget tæt ved roden af alle Y. pestis, som normalt er associeret med infektion af mennesker. Analysen antyder, at Den Sorte Død i 1347-1351 var den hovedbegivenhed i historien, hvor forgængeren til alle de stammer af Y. pestis, der cirkulerer den dag i dag, blev introduceret og spredt vidt omkring.

Sammenligninger med genomerne for nulevende stammer af Y. pestis rent genetisk adskiller sig meget lidt fra den “ansvarlige” for Den Sorte Død. Dette antyder, at bakteriens dødbringende hærgen i Middelalderen ikke primært skyldtes noget unikt ved bakterien i sig selv – men nærmere skyldtes andre miljømæssige eller epidemiologiske faktorer.

CRK, Kilde: Nature, vol. 478, p. 506-510.